’MAGT’ — workshop
Teater Bæst
‘Magt’
Magtstrukturer på skoleskemaet ?
Teater Bæst har skabt et workshop-format om magtens væsen. Det er et projekt, der henvender sig særligt til skoler og andre uddannelsesinstitutioner fra udskolingen og op til ungdomsuddannelsesniveau.
Vi har skabt denne workshop fordi ‘magt’ som begreb angår os alle som borgere i samfundet. Derfor vil vi gribe ud efter magtens væsen og prøve at forstå den sammen med eleverne. For hvad har magt med emner som ligestilling, diversitet og demokrati at gøre? Hvordan har magt defineret de strukturer, der danner vores samfund? Hvad har magt af betydning for individet, også helt konkret i elevernes egen hverdag? Hvor og hvordan eksisterer og udøves magten på europæisk plan, på samfundsniveau og i den nye digitale virkelighed?
Det er blot nogle af spørgsmålene, vi vil forsøge at finde svar på sammen med eleverne. Helt konkret foregår workshoppen gennem læringsspil, designet til formålet; små tekststykker oplæst eller præsenteret af facilitator, fælles og individuelle øvelser i kritisk tænkning og analyse, samt udforskning af magt i det digitale domæne gennem fælles online research, og kreativt arbejde med digitale medier, herunder AI.
Det praktiske
Workshoppen vil foregå i et klasselokale eller et lignende rum på jeres skole eller uddannelsesinstitution. Til hver workshop er der en erfaren workshop-facilitator og en assistent med undervisningserfaring til stede. Alle materialer, der gøres brug af undervejs i workshoppen, stilles til rådighed af Teater Bæst, medmindre andet aftales på forhånd.
Teater Bæst udbyder workshoppen i to forskellige modeller:
Model 1: Den korte version
To undervisningstimer for én klasse ad gangen på op til 30 elever.
Denne model kan beskrives som et intensivt lynkursus. Her bliver eleverne præsenteret for viden på en legende og underholdende måde. Fokus er her at motivere eleverne til at engagere sig i dialog og fælles undersøgelse. Denne model genererer en del materiale, og er derfor ideel som opstart på en periode, hvor læreren efterfølgende behandler tematikken i undervisningen.
Model 2: Det længere samarbejde
Her tilbyder Teater Bæst op til fire workshops af i alt to undervisningstimer per gang.
Denne model gennemføres som en temadag – timerne kan fordeles over en uge eller en længere periode. Her er det muligt at gå i dybden med tematikken, og det er muligt, i dialog med klasselæreren, at skabe en bevidst synergi mellem workshop og undervisning. Til slut vil dette intensive workshopforløb afrundes med at eleverne præsenterer det materiale, som de har genereret undervejs. Materialet for præsentationen vil variere fra klasse til klasse, da det er baseret på de særinteresser, der opstår hos eleverne undervejs i forløbet.
Priser på vores workshops varierer afhængig af model der ønskes og antallet workshopforløb der indkøbes. Der kan ofte opnås støtte fra kommune og/eller lokale puljer og fonde ved indgåelse af samarbejdsaftale omkring disse workshops i god tid.
Ved interesse opfordrer vi jer derfor til at kontakte os på info@teaterbaest.dk, så vi kan indgå dialog om et muligt samarbejde.
Denne workshop bygger på den ekstensive research samt særlige arbejdsmetodikker, der er genereret under udviklingen af forestillingen Patriarken.
For forespørgsler vedrørende yderligere information og pris kontakt os på: info@teaterbaest.dk